Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Anerkendende relationer og pædagogik

Anerkendende relationer

Vi tror på, at anerkendende relationer får det bedste frem i mennesker. Børnene føler sig set og hørt, og når vi forsøger at forstå deres intentioner, forstår vi også barnet bedre. Vi er af den overbevisning, at børn gør det bedste de kan og aldrig gør noget for at ville genere eller skade andre. Her i børnehaven Bakkegården anvender vi det socialpædagogiske koncept "KRAP" som  tager udgangspunkt i den kognitive, ressource orienteret og anerkendende pædagogik. Metoden tager udgangspunkt i den anerkendende tilgang til andre mennesker og på det positive og på det der virker. KRAP tager udgangspunkt i det enkelte individ og bygger på en såkaldt konstruktivistisk forståelse af mennesket/barnet i dets miljø.

Børn gør det bedste de kan

Hvis et barn slår et andet barn, tror vi på, at det ikke er fordi barnet vil gøre ondt. Barnet handler efter bedste evne og forsøger at fortælle os, at det har brug for hjælp til at løse dette. Vi hjælper dem med at forstå, hvor deres grænser går, ved at guide og italesætte dette, så de lærer nye strategier/handlemønstre. Jo mere vi anerkender børnene, jo større forståelse får de af, hvem de selv er.

Hensyn til hvert enkelt barn

Vi tager mest muligt hensyn til hvert enkelt barn. Når vi har fokusgruppe, kan det godt være at børnene bliver bedt om at sætte sig på gulvet. Hvis det er svært for X at sidde stille og han/hun kan mestre at deltage ved at ligge på gulvet, tager vi det hensyn. Vi italesætter det for de andre børn og dermed tager vi hensyn til det enkelte barn, men også til fællesskabet.  Vi danner rammen for at alle kan deltage i gruppe og at det lykkes i fællesskabet.

Tydelighed

Vi er tydelige omkring hvad vi som voksne vil have og ikke have og bruger tydelige jeg-budskaber. Vi skælder ikke ud, men siger fra/stop og anviser et alternativ. ” jeg vil have at du stopper med at løbe herinde, jeg tror du har brug for at komme ud på legepladsen og det vil jeg gerne hjælpe dig med”. Ved at anerkende børnene, får de opbygget et selvværd og et ”jeg”, som danner grundlaget for et stærkt selvstændigt individ.

De fem store temaer hvert år

Fællesskab, inklusion og nærvær er udgangspunktet for den projektarbejdsmetode, vi arbejder med. Hvert år arbejder vi med udgangspunkt i fem store temaer, hvor vi med afsæt i den styrkede læreplan sørger for at bidrage og understøtte alle børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Arbejdet med de fem temaer foregår i "fokusgruppe" og hver gruppe består af et mindre antal børn, fra 4 - 8 deltagere. Alle børn i hele huset deltager i fokusgruppe, og hver gruppes børnesammensætning er inddelt efter pædagogiske overvejelser så som alder/kognitivt niveau, sprog m.m. Fokusgruppe foregår om formiddagen og har en varighed fra 5 minutter til en time, alt efter hvor optaget børnene er af aktiviteten. Børnene har en stor medindflydelse på indholdet i gruppe således at de føler sig set og hørt.   

De fem store temaer giver personalet mulighed for at arbejde systematisk med det pædagogiske grundlag som skal være kendetegnende for den forståelse og tilgang hvormed der skal arbejdes med børn trivsel, læring, udvikling og dannelse i alle dagtilbud. I arbejdet med temaer bliver der også arbejdet med de seks pædagogiske læreplanstemaer.

Børnene medinddrages altid i beslutningerne om aktivitetens indhold, ud fra den enkelte gruppes udvikling og forståelsesramme. Det er derfor altid målrettede og alderssvarende aktiviteter der bliver tilrettelagt ud fra temaerne og inklusion af alle børn i fællesskabet er altid i fokus, også i gruppe.

Årshjul

Ud fra de seks læreplanstemaer og Aalborg Kommunes ”Dagtilbud for fremtiden 2017-19” har vi valgt at have et overordnet årshjul med temaerne. Hjulet er et arbejdsredskab til at skabe overblik over, hvilke emner der bliver arbejdet med i løbet af året i hele børnehaven. Dette årshjul er nu blevet tilpasset den styrkede pædagogiske læreplan.