Social udvikling i Bakkegården
Social udvikling foregår i sociale fællesskaber, hvor børnene får mulighed for at høre til og for at øve sig i at være deltagende og have medindflydelse. De øver sig i at drage omsorg, samarbejde og tage ansvar for deres omgivelser og handlinger. Gennem relationer oplever de venskaber og disse har stor betydning for deres mulighed for at udvikle empati for andre mennesker.
Hos os i Bakkegården færdes børnene i hele huset, bamser, bjørne og trolde, alle leger og danner venskaber på kryds og tværs. Alle børn inddrages som aktive deltagere i fællesskabet, så de alle får mulighed for at føle sig betydningsfulde og have indflydelse på deres egen hverdag og liv.
Børnene har i legen en stor medbestemmelse i forhold til hvem, hvor, med hvad og hvor længe de vil lege. Vi er bevidste om at tilgodese børnenes mulighed for, medbestemmelse, turtagning, empati og omsorg og vi sætter ord på og anerkender deres følelser, uanset om de er glade, sur, frustreret m.m.
Gennem leg og samarbejde udvikles børnenes sociale kompetencer, og de lærer om hinandens forskelligheder. Forskellighed er en ressource, der bidrager til demokratisk dannelse og skaber rummelige børn.
Vi som voksne hjælper ift. hvordan man leger, hvordan man inviteres med i en leg eller hvordan man siger fra. Vi giver børnene mulighed for at lære dannelse, ved at italesætte hvordan vi er overfor hinanden.
Vi arbejder med fokus på fællesskab, turtagning og medbestemmelse i de daglige rutiner såsom ved spisning, på badeværelset, i garderoben m.m.
Vi indretter rummene, så de er tilpasset børnegruppens behov og mulighed for socialt samvær. Der er mulighed for at bruge/lave mange afgrænsede ”lege-øer” ved gulvtæpper, forhøjninger, reoler eller gardiner. Legetøj/materialer tilpasses til gruppens behov. Der er mange mindre rum i de store rum.
Personalet er opmærksomme på hvor de placere sig og hvor de hjælper/sætter en leg i gang og er opmærksomme på at alle børn er i fællesskaber. Der arbejdes med børnefællesskaber både i fri leg, vokseninitierede aktiviteter og i daglige rutiner.